Forskellige Inuit trommer på gulvet

Katuarpalaaq – Lyden af trommer

Katuarpalaaq er en trommedans festival, som blev arrangeret af Katuaq mellem den 21. og 25. marts 2022. Igennem ugen kunne folk komme og se trommedansere fra Canada, Alaska og Grønland. Her kan du læse mere om, hvad ugen med trommernes klang bød på.

Når man skal afholde arrangementer i en hel uge til ære for Inuits trommedanserkultur, så skal man da starte med et brag! Det opnåede Katuarpalaaq at gøre.

Open mic – med trommedans og strubesang

Som start på ugen blev en scene sat op i midten af Katuaqs foyer. Nysgerrige og spændte folk strømmede ind, og det eneste man kunne høre, var lyden af stole, der skrabede hen ad gulvet, og et vandfald af snak. Efter et stykke tid gik Katuaqs direktør, Arnakkuluk Jo Kleist, op på midten af scenen. En velkomst og tak senere blev det endelig tid. Mumerneq. Åben scene trommedans.

Det er ikke altid, at de har haft mulighed for at møde hinanden. De arktiske trommedansere er spredte. Man kan finde dem i Alaska, Canada, Grønland og Sibirien. Afstanden er lang, så det er ikke altid let at mødes. De mødes som regel kun til ICC (Inuit Circumpolar Council) arrangementer. Så det, at de kunne mødes til et trommedansarrangement og vise, hvad de kan med deres forskelligartede trommedanse til deres søskende-lande, var et friskt pust.

©Foto af Katuaq
Angutinnguaq Johnsen ©Foto af Katuaq
Start med et brag

Et efter et kommer de forskellige trommedansere op på scenen, og viser, hvad de kan.

Trommedanserne på scenen kommer fra Canada og Grønland. Her kan man se både forskelle og ligheder mellem deres former for optræden – og deres trommer.

Vi ser grønlænderne med deres runde trommer af drivtræ og rensdyrskind, samt deres trommestik af rensdyrgevir. De grønlandske trommedansere kommer fra Øst- og Vestgrønland. Nuka Alice Lund er fra Sisimiut. Udover at deltage i aktiviteterne er hun også turnémanager. Mikkel Bianco og Karoline Josvassen er fra Tasiilaq. Inukitsoq og Genoveva Sadorana er fra Qaanaaq, de optrådte som par – og fremviste en gammel optræden, som opføres af mand og kone i Qaanaaq. Fra Grønland kom Kuka Fleischer fra Nuuk også. De sidste fra Grønland var gæstekunstnerne fra Inngertartut Peqatigiiffiat, Angutinnguaq Johnsen, Hansine P. Rasmussen, Pia Ellebæk Fleischer, Tuperna Larsen og John Peter Rasmussen-Petrussen.

De grønlandske trommedansere optrådte mere vokalt end deres canadiske modparter. Hvor de ikke bevægede sig så meget rundt i scenen, men svajede med krop og arme, mens de slog på deres trommer. Dertil rungede deres stemmer ud og fyldte foyeren med melodierne, hvor både publikum og resten af trommedanserne også fyldte ud med harmonier igennem deres optræden.

Angutinnguaq Johnsen fra Inngertartut Peqatigiiffiat optrådte med stærke vokaler, som han udførte med brug af hans tromme som en form for forstærker. Dertil optrådte han også med sit ansigt, ved at lave sjove grimasser igennem hans nummer. Det fik latteren til at fylde rummet i led med hans sang og enkelte trommeslag.

De canadiske trommedansere viste os former for optræden, som fyldte hele scenen. Trommerne som de bragte så anderledes ud, end det man ofte ser, specielt grønlændere, bruge. Deres trommer var større og rungede dybere ud i rummet end deres grønlandske modparter. Man kunne mærke den dybe klang helt ind i kroppen, hver gang de slog på deres trommer fulgt af stærke vokaler. Deres trommer var dækket af stof i stedet for skind. Deres trommestik var heller ikke lavet ud fra gevir. De var af træ, og kom i forskellige former. Vi kommer tilbage til dette senere, men først. De canadiske trommedansere kom fra Iqaluit. Det var Tooma Laisa, Keenan Carpenter, Leanna Wilson, Jerry Laisa, Shelton Nipisar og Sandi Vincent, som ankom. Sylvia Cloutier er også fra Iqaluit, men også fra Montreal.

Sylvia Cloutier valgte at optræde et par gange. Hun svajede ikke som de grønlandske gjorde. Hun optrådte med armbevægelser, der fyldte hele scenen, mens hun hoppede og bevægede kroppen fra side-til-side. Hendes tromme var en af de større trommer. Trommestikken var bredere med toppen dækket af stof. Hendes stemme fyldte lige så meget som hendes tromme gjorde. Man kunne ikke hjælpe med at blive mere energisk af at se hende der på scenen.

Trommedanserne fra Alaska kunne desværre ikke nå at ankomme til de første arrangementer på ugen. Det var Wilton ”Maksi” Charles og Byron James J. Nicholai, som skulle have deltaget. De nåede dog at ankomme til sidste arrangement.

Du kan se streamingen af Mumerneq på Katuaqs Facebook.

Workshops og pop-ups

Katuarpalaaq handler om sammenhold mellem trommedansere. Det inkluderer at dyrke trommedansen sammen og lære af hinanden. I led med dette var der så også workshops fra tirsdag til torsdag, som fokuserede på at forklare, hvad de forskellige former for trommedans fra Grønland og Alaska gik ud på.

– Qilaatersorneq, Inuit trommedans og sang, er for nyligt blevet indskrevet på UNESCOs repræsentative liste over immateriel kulturarv, og det skal vi benytte denne anledning til at fejre sammen med Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, siger Katuaqs direktør, Arnakkuluk Jo Kleist.

Tirsdag bød på grønlandsk trommedans. Onsdag skulle have været Alaskan, men det blev så flyttet til lørdag, da de ikke var ankommet endnu. Til sidst kunne man deltage i den canadiske/Nunavut trommedans workshop om torsdagen. Til workshopsene kunne folk både lære og se, hvordan de forskellige Inuit-trommedansere brugte deres trommer. Samt, hvilke kneb de bruger, og hvilken form for danse de har.

For Sandi Vincent betyder trommedans refleksion. Sange som bærer på ord af glæde og fest, om sorg og længsel, og om bekymring og frygt; de bærer vores sprog, tanker og følelser.

– Trommedans er det beat, alt flyder igennem. Hele kroppen udtrykker det. For mig er trommedans et middel til at opleve og dele sprog, Inuit Qujimajatuqangit og historier. Jeg føler mig heldig, at jeg kunne opleve og optræde med andre trommedansere. Jeg var i stand til at værdsætte regionernes og kunstnernes forskellige stilarter, traditioner og sange. Alle har noget at dele og lære, og der var gensidig respekt og passion for trommedans, siger Sandi.

Sylvia Cloutier nævnte, at det er vigtigt for Inuit at samles og dele deres viden med hinanden og omverdenen. For igennem hendes barndom var trommedans ikke så udbredt hjemme hos dem i Nunavik. Missionærer havde nemlig forbudt deres bedsteforældre og forældre i at synge og danse traditionelt. Hendes generation var dog mere nysgerrig efter at vide mere om deres traditioner, så de tilbragte mere tid med deres bedsteforældre, og fik dem til at fortælle om deres traditioner.

– Alle de ældre, som lærte mig strubesang, er ikke længere med os. Så det gør min generation til den ældste som kan videregive vores traditionelle sange videre til de nye generationer, siger Sylvia.

Udover workshops var der også pop-ups. Trommedanserne gav nemlig også en kort optræden i Nuuk Center tirsdag eftermiddag. Så kunne man også lytte til korene Tasiilamiit Inngertartuaqqat og Kangiata Akisuanera Erinarsoqatigiit, som begge er fra Østgrønland. De optrådte kort til frokost ved Katuaqs café, Cafétuaq. Her fik man hørt smukke korsange, hvis lyde blev båret rundt af akustikken i Katuaq.

Sandi Vincent ©Foto af Qaggiavuut / Vincent Desrosiers
©Foto af Qaggiavuut / Vincent Desrosiers
En samtale om traditionernes fremtid

Onsdag den 23. marts blev der sat tid til en paneldebat i Katuaqs Venskabssal. Her deltog trommedanserne Nuka Alice Lund fra Sisimiut, Sylvia Cloutier fra Iqaluit/Montreal og Keenan Carpenter fra Iqaluit, sammen med Katuaqs direktør Arnakkuluk Jo Kleist som moderator.

Igennem paneldebatten blev der snakket om, hvordan interessen for trommedans startede for hver af deltagerne. Svarene var forskellige, men ens på en måde. For Sylvia var det jo interessen for at lære ens kulturelle arv at kende. For Nuka Alice var det en chance, som hun tog – men også for at kunne bringe trommedans tilbage til det vestgrønlandske områder. For Keenan var det en baglæns videregivelse. I stedet for at traditionen gik fra de ældre til de yngste, var det de yngste (Keenans søster), der tog traditionen op, hvorefter Keenan startede, og til sidst hans mor.

Trommedanserne fik også vist deres forskellige trommer frem for publikum, og fortalte kort om, hvad de var lavet af, og hvilken historie de havde med dem. Paneldebatten varede en time, men timen løb forbi før man vidste det.

Sylvia fik også fortalt om hendes gamle ven, som lærte hende det meste af hvad hun kan. Phanuelie Palluq. Han gik borte for over et årti siden, men Sylvia danser stadig på den måde, som han lærte hende. På den måde lever han stadig.

– Vores trommer hedder ’qilaatit’, og den måde jeg ser det på, er at det er himlens instrumenter, for himmel på vores sprog er jo ’qila’. Så vi synger og danser om vores natur, om vores trængsler og om vores kærlighed, siger Sylvia.

Du kan se streaming af paneldebatten på Katuaqs Facebook.

Slut med et brag

Fredag kom og bragte det store Katuarpalaaq Show 2022.

Den halvanden time lange show fremstillede de forskellige trommedansere i deres eget es, men fik også blandet trommedansere fra forskellige regioner i et samspil, der banede vejen for en sammensat optræden, som man ikke ofte ser. Her kunne man se en blanding af Inuit-dans fra Canada og Alaska med vokaler fra grønlænderne. Selvfølgelig også vice versa. Hvor canadierne lagde deres stemmer for de grønlandske trommedansere.

Til forestillingen kunne man også opleve noget af et chok, da et par af trommedanserne forlod scenen og dukkede op igen imellem publikum for at give en maskedans i forskrækkende kostumer og ansigtsmaling.

Forestillingen sluttede med en runde, hvor trommedanserne optrådte med deres trommer en efter en. Her hørte man forskellige former for trommedans til en enkel melodi og rytme.

– Jeg følte mig stolt over den forestilling som vi lavede. Det føltes alt for tidligt at skilles fra de andre kunstnere. Jeg ville gerne blive ved med at lære af og med dem. Det var virkelig dejligt at forbinde med andre Inuuqatiik, som også deler historier og følelser i trommedans. Jeg føler mig meget stolt, siger Sandi Vincent til sidst.

Så fik direktøren for Katuaq, Arnakkuluk Jo Kleist, sagt tak til trommedanserne og publikum, før alle begyndte at forlade Hans Lynge Salen med en oplevelse de sendt vil glemme.

Du kan se flere billeder på Katuaqs Facebook.

Del

Gik du glip af disse nyheder?
Ny undervisningsbog om lov og demokrati

Nuuk Kunstmuseum og kunstner Stine Marie Jacobsen har udgivet en undervisningsbog om lov og demokrati under projektet Law Shifters. Law Shifters er et kunstprojekt målrettet børn og unge af kunstner Stine Marie Jacobsen. I 2019 var projektet på Nuuk Kunstmuseum. Law Shifters har gennem de

Læs mere »
Hvem er vi? Skriv!

Sammen med den franske fotograf Charlotte Lakits har NAPA lavet skriveworkshops for unge. Fra tanke til papir for at portrættere moderne unge i GrønlandStemningen var intens og livlig på de foreløbig to skriveworkshops, som NAPA har været med til at realisere. Skriveglæden, den sproglige nysgerrighed

Læs mere »
En gruppe unge fra norden i en cirkel med champagne
Den Nordiske Ungepulje

DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd – har siden 1940 interesseret sig for at medvirke til de unges udvikling inden for demokrati og fællesskab. Heri blev projektet Nordens Unge i Bæredygtige Fællesskaber – NUBF – stiftet, så nordens unge fik nye muligheder for at kunne styrke

Læs mere »
Seneste nyheder fra NAPA