’Den Lille Gudinde’: En fortælling om tro, forandring og valg

Kaster manuskriptet væk

Izumi Ashizawa har altid sørget for at skabe skuespil, der henvender sig til publikum i det land, forestillingerne vises i. Så da ‘Den Lille Gudinde’ blev vist i Estland, afspejlede stykkets kulturelle sammenhænge den estiske kultur. I Grønland henvendte de kulturelle sammenhænge sig så til det grønlandske publikum i stedet. De overordnede temaer, som ‘Den Lille Gudinde’ berører, er at være anderledes, at konfrontere traditioner, liv, død og kærlighed. Stykket gennemgår også spørgsmålene om børnemishandling og selvmord blandt unge i en mytologisk tidsramme og gennem en poetisk form.

På grund af stykkets tunge temaer fandt Izumi Ashizawa på noget helt anderledes.

– Jeg var opmærksom på det sociale spørgsmål i Grønland, før jeg kom hertil. Specifikt omkring selvmord blandt unge. Så da jeg blev inviteret til at lave denne forestilling, besluttede vi, nationalteatret og jeg, at vi ville have folk til at kunne tale om problemerne gennem forestillingen. At få de unge til at åbne op og tale. Jeg var virkelig nødt til at tænke. Hvordan kan vi tiltrække de unge og styrke deres egen vilje til at handle? Det var dengang, vi fik ideen om, ikke bare at få publikum til at se forestillingen, men også kunne være en del af den, siger hun eftertænksomt.

Den lille gudinde skulle have været vist i teatret omkring efteråret 2020. Men på grund af pandemien ændrede planerne sig. Og måske var det for det bedste.

– I starten lavede vi en plan, hvor publikum kunne have åbne sessioner med psykologen, der ville være til stede. Og frem til januar 2022 var det planen. Jeg var faktisk på transit i Island, da den nye idé slog mig. Alternative slutninger. Ligesom et spil, der kan have alternative slutninger afhængigt af et øjeblik, ønskede jeg, at forestillingen skulle have samme struktur. Så jeg gav publikum en chance, et valg. Hvis du kunne ændre én ting ved forestillingen for at ændre konsekvensen af ​​historien. Hvad ville du ændre? Gennem denne metode ønskede jeg, at mit stykke skulle blive et springbræt. For så kunne de måske også ændre deres liv.

Ved at give publikum et valg om at ændre konsekvensen af historien, har Izumi Ashizawa gjort noget, som ingen anden instruktør eller forfatter af skuespil har gjort før. Hun smed manuskriptet væk, dekonstruerede det, der var lavet, og gav publikum en chance for at blive hørt. Den nye valgte scene improviseres derefter fuldstændig af skuespillerne på stedet, mens psykologen taler med publikum om, hvad de ville ændre – og hvorfor.

– Publikum har indtil videre elsket twistet til sidst. Jeg har bemærket en overraskende lighed i, hvad publikum ønsker at have ændret. Dette er hos både børn og voksne. Moderens afvisningsscene af Tara. Så jeg tror på, at dette er scenen, som nok er svær for visse målgrupper, og som nok er en trigger for de fleste mennesker. Eller at de i det mindste fald kan forbinde det med deres egne oplevelser på den ene eller anden måde.