Det summer af liv, og de lokale smiler og hilser, når vi passerer dem på Kullorsuaqs veje.
I bygdens centrum er de i fuld gang med betonarbejdet, for der skal anlægges en ny hovedvej, da den gamle er blevet taget af smeltevandselven tidligere på året.
Mens resten af vores rejsefæller drager mod medborgerhuset ’Prins Henrik’, retter NAPAs udsendte kursen mod Kullorsuup Atuarfissua, bygdens skole.
Dér har vi nemlig en aftale med skoleinspektøren og Ældstetrinnet.
Men vi har en time til gode, så der er tid til at nyde en kop kaffe og den gode udsigt over det åbne hav, med isfjelde så store som øer.
Vi er nået til Kullorsuaq, og vi har ikke blot nået rejsens nordligste punkt, vi har også lagt halvdelen af rejsen bag os.
Bølgegang og bagværk
Vi har været på rejse siden den 24. august, hvor ’Tulu’ afgik fra Tidevandstrappen i Nuuk kl. 10:00.
Første stop var Ilulissat, og derfra gik turen videre til Uummannaq og Upernavik samt de fleste bygder i områderne. Turen til Ilulissat tog intet mindre end 40 timer, og de tolv passagerer måtte finde sig i høj bølgegang det meste af turen, bølger der lagde sig på siden af skibet og satte sig i vores kroppe. Da vi endelig kunne stige af i Ilulissat, var det altså stadig med følelsen af at gynge, en fornemmelse som endnu mærkes her, mod turens afslutning.
Til gengæld har vi kunne nyde godt af skibskokken Ellens hjemmebagte morgenmadsboller, som hver dag er blevet tømt ud i, så Ellen har måtte tage fat i den næste dej til dagen efter. En Ellen-bolle med Nutella, det har været (og er stadig) sagen på rejsen.
Kun drømmene sætter grænser
Da vi møder ind på skolen kl. 15, er der ingen elever til stede. De har nemlig fået fri en halv time tidligere, og skulle først hjem efter noget at spise. Så det er med en uvished om, hvorvidt der kommer nogen, at vi vælger at vente nogle minutter, før vi pakker sammen.
Og hvilket held, for knap er der gået fem, før de kommer væltende.
Ni nysgerrige piger fra tiende klasse sætter sig ved deres pladser i klasselokalet, og efter en kort præsentation af hvem vi er, går pigerne i gang med deres tegninger.
(De blev alle noget overraskede, da Maasi præsenterede sig selv på grønlandsk, og det blev der grint meget af. Maasi er nemlig ret lys.)
Det er piger med ambitioner, som nu sidder og tegner. Der er drømme om at blive arkitekt, læge, lærer, bager, kunstner, og endda sanger og professionel computerspiller.
Drømmeworkshoppen varer en times tid, men pigerne er (stort set) fokuserede på opgaven hele vejen igennem, og der bliver tegnet og farvelagt til den helt store guldmedalje.
Midler modtaget med kyshånd
Efter at have sat pigerne til at tegne, fremlægger Bula for skoleinspektøren de forskellige nordiske muligheder, som skolen har for at trække på de digitale undervisningsmaterialer der er på nordeniskolen.org og finde venskabsklasser inden for de nordiske lande.
Skoleledere og lærere, som NAPA har mødt på denne rejse, har alle vist interesse for de mange muligheder, som bliver præsenteret, og i Kullorsuaq er det ingen undtagelse.
Trods problemer med internetforbindelse og manglende IT-udstyr, er skolerne begejstrede for at høre om de store mængder digitale undervisningsmateriale, der allerede ligger tilgængeligt på nordeniskolen.org, materiale til alle klassetrinene fra 1. til 10. og endda til gymnasier.
Mens samtalen med skoleinspektøren langsomt kommer til at handle om andet og mere end det professionelle, bliver pigerne i lokalet også utålmodige efter at komme ud, mens solen endnu skinner.
Vi pakker sammen og takker af lige efter kl. 16.
”Kunne I tænke jer noget sælkød til rejsen?”
Vi har halvanden times tid endnu i bygden, før vi skal tilbage på ’TULU’, og NAPAs udsendte går ud til et havneanlæg længere ude, hvorfra der skulle være ganske smukt at kigge fra.
Og ganske vist.
Som solen står højt og vinden ikke kan mærkes, er det så smukt og idyllisk, nærmest nostalgisk, at vi ikke kan gøre andet end at sidde stille, ca. fem meter over vandoverfladen og nyde roen.
Vi lukker øjnene og vender ansigtet mod solen, og sådan sidder vi en rum tid.
Vi mærker til slut sulten komme krybende, og tanken om sælkød (for flænsede sæler, og fangere i færd med flænsningen har vi set masser af i Kullorsuaq) lader fantasien løbe.
”Tænk, hvis vi kunne få Ellen til at tilberede sæl til os i aften”
Da vi vil til at rejse os, hører vi et kald fra havkanten under os. En fanger er kommet ind i sin jolle, og på slæb har han en friskfanget sæl. Lige under os ligger der yderligere to i forvejen flænsede sæler.
”Jeg overhørte jeres samtale, og jeg vil spørge om I vil have noget kød med?” spørger han os. Vi takker meget for tilbuddet, men må desværre takke nej, da vi ikke har fryserplads.
Vi nærmer os tiden til afrejse, og vi bevæger os tilbage mod den anden havn, hvor ’Tulu’ er ankret op ud for.
Det har været en herlig dag i Kullorsuaq, og nu, da rejsen går ind i sin sidste halvdel, er det givende endnu at blive mødt af en imødekommende lokalbefolkning, som hilser med smil og glæde.
Nu går turen videre sydover.
Gik du glip af disse nyheder?
NAPA sejler til Sydgrønland: Mød os og hør om støttemuligheder til dit projekt
Har du en idé til et kunst- eller kulturprojekt? Eller vil din skole på udveksling i Norden. Nu har du mulighed for at få vejledning om støttemuligheder i Norden. Kontakt os for at booke et møde. I starten af september vil NAPA, Nordens Institut i
Nordisk Råd hylder kunst og kultur: Nomineringer fra Grønland er af høj kvalitet
Den 31. oktober vil Operaen i Olso være centrum for fejring af nordisk kunst- og kultur, når Nordisk Råd uddeler deres prestigefyldte priser. Årets begivenhed samler en imponerende samling af kunstnere, forfattere, musikere og filmskabere fra hele Norden for at anerkende deres bemærkelsesværdige bidrag til
Allatta!-vinder får Nordisk Råds Litteraturpris 2021
Nordisk Råds Litteraturpris er for første gang blevet tildelt en grønlandsk forfatter, da Niviaq Korneliussen den 2. november vandt prisen. Skuespilhuset i København er ved at falde til ro igen. Tina Dickow er netop gået af scenen efter at have leveret sangen ”Hjertestorm” sammen med
En god omgang farvel og tak!
Malin Corlin, som har arbejdet på NAPA i omkring 2,5 år nu, tager et skridt væk og starter et nyt liv. Hun skal nemlig flytte til Bornholm sammen med familien, og forlader derfor NAPA i slutningen af maj. Så vi siger farvel og tak, for