En perle i det kolde Nord

Det summer af liv, og de lokale smiler og hilser, når vi passerer dem på Kullorsuaqs veje.

I bygdens centrum er de i fuld gang med betonarbejdet, for der skal anlægges en ny hovedvej, da den gamle er blevet taget af smeltevandselven tidligere på året.

Mens resten af vores rejsefæller drager mod medborgerhuset ’Prins Henrik’, retter NAPAs udsendte kursen mod Kullorsuup Atuarfissua, bygdens skole.

Dér har vi nemlig en aftale med skoleinspektøren og Ældstetrinnet.

Men vi har en time til gode, så der er tid til at nyde en kop kaffe og den gode udsigt over det åbne hav, med isfjelde så store som øer.

Vi er nået til Kullorsuaq, og vi har ikke blot nået rejsens nordligste punkt, vi har også lagt halvdelen af rejsen bag os.

Bølgegang og bagværk

Vi har været på rejse siden den 24. august, hvor ’Tulu’ afgik fra Tidevandstrappen i Nuuk kl. 10:00.

Første stop var Ilulissat, og derfra gik turen videre til Uummannaq og Upernavik samt de fleste bygder i områderne. Turen til Ilulissat tog intet mindre end 40 timer, og de tolv passagerer måtte finde sig i høj bølgegang det meste af turen, bølger der lagde sig på siden af skibet og satte sig i vores kroppe. Da vi endelig kunne stige af i Ilulissat, var det altså stadig med følelsen af at gynge, en fornemmelse som endnu mærkes her, mod turens afslutning.

Til gengæld har vi kunne nyde godt af skibskokken Ellens hjemmebagte morgenmadsboller, som hver dag er blevet tømt ud i, så Ellen har måtte tage fat i den næste dej til dagen efter. En Ellen-bolle med Nutella, det har været (og er stadig) sagen på rejsen.

Kun drømmene sætter grænser

Da vi møder ind på skolen kl. 15, er der ingen elever til stede. De har nemlig fået fri en halv time tidligere, og skulle først hjem efter noget at spise. Så det er med en uvished om, hvorvidt der kommer nogen, at vi vælger at vente nogle minutter, før vi pakker sammen.

Og hvilket held, for knap er der gået fem, før de kommer væltende.

Ni nysgerrige piger fra tiende klasse sætter sig ved deres pladser i klasselokalet, og efter en kort præsentation af hvem vi er, går pigerne i gang med deres tegninger.

(De blev alle noget overraskede, da Maasi præsenterede sig selv på grønlandsk, og det blev der grint meget af. Maasi er nemlig ret lys.)

Det er piger med ambitioner, som nu sidder og tegner. Der er drømme om at blive arkitekt, læge, lærer, bager, kunstner, og endda sanger og professionel computerspiller.

Drømmeworkshoppen varer en times tid, men pigerne er (stort set) fokuserede på opgaven hele vejen igennem, og der bliver tegnet og farvelagt til den helt store guldmedalje.

Midler modtaget med kyshånd

Efter at have sat pigerne til at tegne, fremlægger Bula for skoleinspektøren de forskellige nordiske muligheder, som skolen har for at trække på de digitale undervisningsmaterialer der er på nordeniskolen.org og finde venskabsklasser inden for de nordiske lande.

Skoleledere og lærere, som NAPA har mødt på denne rejse, har alle vist interesse for de mange muligheder, som bliver præsenteret, og i Kullorsuaq er det ingen undtagelse.

Trods problemer med internetforbindelse og manglende IT-udstyr, er skolerne begejstrede for at høre om de store mængder digitale undervisningsmateriale, der allerede ligger tilgængeligt på nordeniskolen.org, materiale til alle klassetrinene fra 1. til 10. og endda til gymnasier.

Mens samtalen med skoleinspektøren langsomt kommer til at handle om andet og mere end det professionelle, bliver pigerne i lokalet også utålmodige efter at komme ud, mens solen endnu skinner.

Vi pakker sammen og takker af lige efter kl. 16.

”Kunne I tænke jer noget sælkød til rejsen?”

Vi har halvanden times tid endnu i bygden, før vi skal tilbage på ’TULU’, og NAPAs udsendte går ud til et havneanlæg længere ude, hvorfra der skulle være ganske smukt at kigge fra.

Og ganske vist.

Som solen står højt og vinden ikke kan mærkes, er det så smukt og idyllisk, nærmest nostalgisk, at vi ikke kan gøre andet end at sidde stille, ca. fem meter over vandoverfladen og nyde roen.

Vi lukker øjnene og vender ansigtet mod solen, og sådan sidder vi en rum tid.

Vi mærker til slut sulten komme krybende, og tanken om sælkød (for flænsede sæler, og fangere i færd med flænsningen har vi set masser af i Kullorsuaq) lader fantasien løbe.