Den første fredag i hver måned inviterer vi til Vågn med NAPA. Det er en hyggelig og uforpligtende morgenmadssalon for alle, der lægger vejen forbi. Hver gang får vi besøg af en kulturgæst, der fortæller om et aktuelt emne.
Tanken er, at man i et uformelt miljø kan møde andre kunstnere og kulturaktører, få sparring og inspiration til projekter, ansøgninger eller andet, give indspark til andres kommende projekter og spise morgenmad, mens man lærer noget nyt.
Programmet er altid fast og ser således ud:
08.30: Vi byder på morgenmad
09.00: Præsentationsrunde
09.10: Oplæg fra en kulturaktør
09.30: Spørgsmål og fri snak
10.00: Tak for i dag – af sted på arbejde med jer
Kulturgæster i 2020-21 har omfattet sanger Zika – Ida Kleist, sekretariatsleder for Ligestillingsrådet i Grønland Inge Olsvig Brandt, forfatter og musiker Juuaka Lyberth, samfundsdebattør Vivi Vold, aktivist og kunstner Seqininnguaq Q. Poulsen samt tidligere formand for ICC, politiker og forfatter Aqqaluk Lynge.