”… men rejsen bød ikke kun på arbejde”

Det var rejsens tredje dag, da vi stod op til et unikt syn. Det gode skib ’TULU’ bevægede sig roligt igennem det isfyldte hav, og forude dukkede bræen op.

Tågen lå og skyggede, bræen kunne kun lige anes oppe over, men der var ingen tvivl – gletsjeren Eqi tårnede sig op, højt over vores hoveder. Og som vi langsomt nærmede os, løftede tågen sig nærmest i takt. Gletsjerens nuancer blev klare, sprækker og utætheder blev synlige. Og kronen, den takkede, vilde gletsjertop, vidnede om en ismasse i evig bevægelse.

Og så kom lydene.

Store brag, som lyden af rifler der affyres mod flokke af rensdyr, ekkoede mellem landmasserne der indrammer attraktionen. Med bragene fulgte masserne af is, der slap deres greb og faldt til havs, og skabte røre i havet. Flokke af fugle rejste sig, og vidnede om gletsjerens faktiske størrelse.

I sandhed et syn uden lige.

***

Vi sejlede videre en time senere, og turen gik gennem Vaigat, som nu var komplet tildækket af nedfalden is. Ifølge den oprindelige plan skulle vi have været til Qullissat i dag, men dagen før blev det lavet om, og hvilket held. Havde vi holdt os til planen, var vi ikke kommet ind.

De store, tykke masser af is, der havde lagt sig til rette i strædet, gjorde sejladsen langsom, men ikke desto mindre mindeværdig. Lyden af skibet, der brød isen under sig, mågerne der fløj omkring og skreg, solen højt på himlen.

Inden længe var det tid til frokost.

Fuglefjeldet mellem Ikerasak og Saattut
Fra Vaigat gik turen til Uummannaq og bygder, og det var på turen fra Ikerasak til Saattut, at vi gjorde et kort ophold ved fuglefjeldet.

Fuglefjeldet kan lige så vel beskrives som Fuglekløften. De to høje fjeldsider, der udgør fuglenes yngleplads, hæver sig højt op i luften. Så højt at skyerne, som på denne dag havde taget plads ved fjeldet, dækkede toppene, så de kun lige kunne anes igennem skylaget.

Kødet kan ikke bruges
I Sornoro blev vi mødt af et sælsomt syn. På stranden ved siden af kajen lå kadaveret af en delvist parteret pukkelhval. Da vi nåede ind, var det første alle skulle at hen og tage billeder af dyret. Vi fik fortalt at pukkelhvalen havde været såret efter at være blevet angrebet af spækhuggere, og var svømmet (eller drevet) ind i Sornoros bugt.

De lokale fangere havde dræbt og trukket hvalen ind til land, men måtte konstatere, at kødet ikke længere var noget værd, det var allerede blevet dårligt.

Så de tog hvad de kunne bruge til blandt andet hundefoder, og resten fik lov at ligge.

Vores besøg i Sornoro varede omkring to timer, og da vi skulle til at afsted igen, fik vi oplevet hvordan kadaveret blev afskaffet. Et reb var lagt rundt om halen og trukket ud i havet, hvor det var spændt fast til et mindre skib. Som vi stod og så på, rykkede skibet og trak kadaveret ud i havet, hvor det fik lov at synke til bunds for i stedet at nære det rige og enorme liv, der eksisterer under havoverfladen.

Maskinen i luften
”Skibslægen” Michael Krogsgaard, som ikke var skibslæge, men vores medpassager, havde taget en drone med på turen, fordi ”det kunne være sjovt at forsøge sig med nogle billeder på sådan en”. Dronen var ny, og blev pakket ud første gang på skibet. Han havde imidlertid ikke fået en smartphone med, som var nødvendig for at bruge dronen.

Så Michael fik lavet en aftale med Maasi (vores praktikant) om, at de brugte Maasis telefon mod at Maasi fik lov til at flyve med dronen.

Tre gange fik de det finurlige stykke værktøj i luften, i Sornoro, Kangersuatsiaq og Qullissat.

De billeder som kom ud af flyvningerne, var helt utrolige. At kunne tage så klare og skarpe billeder, fra retninger og vinkler som vi på egen hånd aldrig vil kunne nå, var minsandten en øjenåbner for mulighederne med en drone, og vækkede en lyst i Maasi (der ifølge ham selv aldrig har haft den store interesse for elektronik og teknik) til selv at anskaffe sig en.

Som en stålcontainer på Grønlands åbne hav
Det var ikke altid lige godt vand. På turens begyndelse, nordover fra Nuuk mod Ilulissat, måtte vi slå os til tåls med høje bølger på bagbord, og turens afslutning, sydover fra Maniitsoq til Nuuk, var havet endnu værre.

Bølgerne slog ind på siden, denne gang delvist frontalt på styrbord side, og de lå så højt at horisonten forsvandt forude. Først så vi kun den overskyede himmel, men så kom droppet, og horisonten passerede for vores øjne, for at blive erstattet af en mur af hav. Så kom horisonten forbi igen, for at forsvinde under os, og sådan fortsatte vi i 20 timers tid.

Alle de andre dage var sejladsen et eventyr, man ønskede aldrig ville stoppe. Solen stod højt, og der var ikke en krusning at mærke på havet. Vi sad på dækket og nød vejret, nød udsigten med de mange, store isbjerge (et enkelt havde tilmed en stor, orange bøje som passager) og hvalerne, der svømmede rundt i det grønlandske farvand.