På vores rejse til Nordgrønland fik vi ikke blot besøgt 13 beboede steder, og fortalt de lokale om de mange muligheder de har for kulturstøtte hos NAPA, vi fik også muligheden for at besøge minebyen Qullissat, som blev lukket ned i 1972, da den tilhørende mine blev nedlagt.
Det var et enestående besøg, og et oplagt sted at få Michael Krogsgaards drone i luften.
Allerede fra dækket af det gode skib ’TULU’ kan man fornemme hvilket liv, der har måtte have eksisteret i byen den gang, for 50 år siden.
Da vi bliver sat af på stranden, finder ”skibslægen” Michael Krogsgaard (i virkeligheden ikke skibslæge, men læge og medpassager) og vores praktikant, Maasi, et fundament lige over strandlinjen. Huset, der har stået her, er for længst faldet sammen og resterne af ruinen sandsynligvis blæst med vinden ned til vandkanten, hvorfra bølgerne har trukket det ud i havet, for evigt gemt og glemt.
Det er her, vi sætter dronen op til flyvning.
Mens resten af vores rejsefæller spreder sig i alle retninger, følger Michael og Maasi den nærmeste vej, som leder op igennem den nederste del af byen. Blandt huse i mange farver og former, tager de en masse billeder og video, og Maasi får øvet sig yderligere med at flyve med den lille, bevingede maskine. Som Michael har pointeret flere gange, siden dronen gik i luften første gang i Sornoro, holder den sig utroligt godt og stabilt i vinden.
Dronen løber hurtigt tør for batteri, til dels fordi de filmer så meget, og ved det gamle sygehus må Michael sætte et nyt i. Dronen kommer i luften igen, men vi holder tilbage med at filme for meget herfra.
Længere oppe kommer der et skift i bybilledet, da husene skifter fra farverige og uens i form, til at blive ens typehuse med meget lille variation, og alle i samme naturfarve.
Slottet
Vi begiver os mod elven, for over på den anden side kan man se Slottet, et massivt hus på tre etager, som trods vind og vejr stadig står og skuer over havet.
Dronen kommer desværre ikke i luften ved Slottet, da vi ikke får Michael (som undervejs har pakket dronen sammen i tasken) med over elven. Skønt der ikke løber meget vand, er stenene glatte af ler, og Michael, der efterhånden har nået en høj alder, føler sig ikke sikker på at krydse.
Slottet er et syn for sig selv, og skulle du nå til Qullissat, må og skal du besøge huset med de mange, store rum.
Fra slottet bevæger vi os over til kirkegården, hvor vi støder på flere rejsefæller, og sammen bevæger vi os tilbage mod stranden for at blive hentet.
Vi har tilbragt tre timer i ”Byen der ikke vil dø”, en evig påmindelse om en grønlandspolitik, der endnu i dag, fem årtier senere, debatteres blandt folk og fæ.
Gik du glip af disse nyheder?
LAV MAD DER SKABER FÆLLESSKAB
Deltag i en hands-on workshop den 22. og 23. marts og få konkrete redskaber til at løfte din madformidling. Du lærer at arbejde enkelt og professionelt med lokale råvarer, styrke smag og præsentation og skabe måltider, der samler mennesker. Workshoppen er en del af fejringen
Allatta!-vinder får Nordisk Råds Litteraturpris 2021
Nordisk Råds Litteraturpris er for første gang blevet tildelt en grønlandsk forfatter, da Niviaq Korneliussen den 2. november vandt prisen. Skuespilhuset i København er ved at falde til ro igen. Tina Dickow er netop gået af scenen efter at have leveret sangen ”Hjertestorm” sammen med
Qimusseq af Glenn Gear og AneMarie Ottosen
NAPA ønsker alle en fredfyldt juletid ved at dele kunstværket Qimmusseq, som kan fungere som en mental pause for dem, der oplever det. Tak til Glenn Gear og AneMarie Ottosen for at lade os dele deres værk både under Suialaa Arts Festival i Nuuk og
Teaterforestillingen Tarnima Nammatai er på turne
På billedet ses Naleraq Eugenius, Nukakkuluk Kreutzmann, Rasmus Lyberth, Hans Ole Amossen, Karina Møller og Klaus Geisler. I foråret 2021 producerede Teater freezeProductions teaterforestillingen Tarnima Nammatai med støtte fra Socialstyrelsen, Statens Kunstfond, NAPAs kulturstøtteprogram, Katuaq, Århus Kommune, Nunafonden og Nuuk Lokaludvalg. Forestillingen turnerede med stor