Tarnima nammatai er et teaterstykke med kontakt til publikum. Skuespilleren er allerede i sin rolle, da hun træder ud på scenen og får øjenkontakt med et medlem af publikum. Hun smiler, hilser med øjnene, og man føler en trang til at spørge, ’ajunngik?’

Men hun har vendt sig mod sine medspillere, der ligesom hende slipper kontakten til publikum for en stund. Forbindelsen er skabt, og de i salen er fanget.

Det er en ærlig og troværdig trup, der nu på kryds og tværs fortæller historierne, som produktionen har fået fra Killiliisa.

Når publikum for en tid ikke har kontakten med skuespillerne, og deres opmærksomhed flytter sig, er der altid noget, der fanger interessen.

Scenografien er simpel, plastikgardiner af genbrugsplast i strimler, hænger fra tøjstativer, fanger det mangefarvede lys, fanger billederne fra udstillingen, projekteret på gardinerne.

I sin simplicitet er scenen levende, og står som en femte spiller, der altid kan gribe publikum og rette deres opmærksomhed mod den historie, en skuespiller nu fortæller.

For det er ikke ene dialog, der driver historierne frem. Der er monologer, skuespillerne får deres tid alene på scenen, og der er sang og dans.

Historierne er ikke hvad som helst. Historierne handler om seksuelle overgreb. Om misbrug af børn, af unge, af kvinder og mænd. Det er tunge historier, men historierne retter sig også mod håbet, mod kærligheden. Det er en historie, som søger at give sjælefred til de, iblandt publikum, der har en bagage med sig.

Teaterstykket
Teaterstykket var første element i projektet Tarnima nammatai, hvor Hanne og Gukki fik udarbejdet en projektbeskrivelse, hernæst fik kontaktet Socialstyrelsen og Killiliisa omkring muligheden for et samarbejde. Idéen var de alle med på, og arbejdet kunne derefter gå i gang.

I mødet med Socialstyrelsen og Killiliisa indså de desuden, at det skulle være rollemodellernes historier, som skulle bruges som fortælling. Det ville kun styrke forestillingen, at de historier, der fortælles, er taget ud af virkeligheden.

For Hanne Trap Friis var dette ikke noget nyt, idet hun som udgangspunkt laver forestillinger, der bygger på virkelige menneskers historier.

Det første der skulle vise sig at komme på plads, var scenografien. Med Naja Rosing-Asvid som scenograf blev det ligeledes et bæredygtigt teaterstykke, for Naja arbejder med genbrugsplast og andet genbrug.

Plastikgardinerne, som danner den fysiske ramme for forestillingen, stod klar, da skuespillerne mødte ind – resten arbejdede de med undervejs i forberedelserne.

Skuespillerne er: Rasmus Lyberth, Karina Møller, Klaus Geisler og Nukakkuluk Kreutzmann.

Hanne Trap Friis, direktør for teatervirksomheden freezeProductions, er instruktør.

Som nævnt stod Naja Rosing-Asvid for scenografien. Naleraq Eugenius stod for lys og Hans-Ole Amossen stod for lyden.

Udstillingen
Mens Hanne tog teten med teaterforestillingen, havde Gukki kontrollen på udstillingen. Gukki, som selv er billedkunstner, stykkede et hold kunstnere sammen. De fik alle de samme fem emner; Overgreb, magt, trods, tilgivelse og kærlighed. Ud fra emnerne fik de fire kunstnere til opgave at udarbejde værker, som alle skulle være abstrakte. I abstraktionen kan publikum danne deres egne fortolkninger, og værkerne kunne tilmed bruges som en del af lysshowet til teaterstykket.

Udstillingen stod klar i Katuaq en måned før forestillingen havde præmiere den 29. april, og stod dermed som startskuddet på projektet.

De fire kunstnere, som deltog i udstillingen er: Gukki Nuka selv, Rasmus Lyberth, Jukke Rosing og Paarma Brandt.

Bogen
Under et researchophold i Nuuk, kom Hanne Trap Friis i kontakt med redaktør Tupaarnaq Rosing Olsen, der blev redaktør på bogen.

For bogen skulle fungere som en samlende enhed, og på samme tid være sit eget element i paraplyprojektet. Det blev bedst udført, når Tupaarnaq havde frie tøjler. Hun havde set stykket, men var ikke med i produktionen fra begyndelsen. Det blev altså hendes egen fortolkning, med endelig godkendelse fra Hanne.

Og bogen blev til sådan, at Tupaarnaq fik tilsendt billeder fra forestillingen, digitale kopier af kunstværkerne, og teksterne som lå til grund for forestillingen. Tupaarnaq bad herefter Hanne udvælge 23 tekstbidder, og med de tre dele stykkede Tupaarnaq en fin, lille bog sammen, som på 40 sider løfter essensen af projektet Tarnima nammatai.

Billeder fra forestillingen, som er brugt i bogen, er taget af Angu Motzfeldt og Katuaq.

Et halvt år efter teaterstykkets præmiere den 29. april 2021, afholdt NAPA en reception i anledning af udgivelsen af bogen Tarnima nammatai.

Næsten hele oktober har forestillingen været på turné langs Grønlands vestkyst, og det var altså et træt, men tilfredst teaterhold, der takkede af i NAPAs lokaler. Turnéen har budt på fyldte sale alle steder, de er nået hen, og historien om, at overgrebet ikke er enden, men at der findes lys forude, er blevet bragt til store dele af den grønlandske befolkning.

Teatervirksomheden freezeProductions arbejder på at få teaterforestillingen vist i Danmark og senere Canada.

Forestillingen, udstillingen og bogen er støttet af NAPA, Statens kunstfond, Socialstyrelsen, Nuuk Lokal Udvalg, Aarhus Kommune og Nuna Fonden.