På vores rejse til Nordgrønland fik vi ikke blot besøgt 13 beboede steder, og fortalt de lokale om de mange muligheder de har for kulturstøtte hos NAPA, vi fik også muligheden for at besøge minebyen Qullissat, som blev lukket ned i 1972, da den tilhørende mine blev nedlagt.
Det var et enestående besøg, og et oplagt sted at få Michael Krogsgaards drone i luften.
Allerede fra dækket af det gode skib ’TULU’ kan man fornemme hvilket liv, der har måtte have eksisteret i byen den gang, for 50 år siden.
Da vi bliver sat af på stranden, finder ”skibslægen” Michael Krogsgaard (i virkeligheden ikke skibslæge, men læge og medpassager) og vores praktikant, Maasi, et fundament lige over strandlinjen. Huset, der har stået her, er for længst faldet sammen og resterne af ruinen sandsynligvis blæst med vinden ned til vandkanten, hvorfra bølgerne har trukket det ud i havet, for evigt gemt og glemt.
Det er her, vi sætter dronen op til flyvning.
Mens resten af vores rejsefæller spreder sig i alle retninger, følger Michael og Maasi den nærmeste vej, som leder op igennem den nederste del af byen. Blandt huse i mange farver og former, tager de en masse billeder og video, og Maasi får øvet sig yderligere med at flyve med den lille, bevingede maskine. Som Michael har pointeret flere gange, siden dronen gik i luften første gang i Sornoro, holder den sig utroligt godt og stabilt i vinden.
Dronen løber hurtigt tør for batteri, til dels fordi de filmer så meget, og ved det gamle sygehus må Michael sætte et nyt i. Dronen kommer i luften igen, men vi holder tilbage med at filme for meget herfra.
Længere oppe kommer der et skift i bybilledet, da husene skifter fra farverige og uens i form, til at blive ens typehuse med meget lille variation, og alle i samme naturfarve.
Slottet
Vi begiver os mod elven, for over på den anden side kan man se Slottet, et massivt hus på tre etager, som trods vind og vejr stadig står og skuer over havet.
Dronen kommer desværre ikke i luften ved Slottet, da vi ikke får Michael (som undervejs har pakket dronen sammen i tasken) med over elven. Skønt der ikke løber meget vand, er stenene glatte af ler, og Michael, der efterhånden har nået en høj alder, føler sig ikke sikker på at krydse.
Slottet er et syn for sig selv, og skulle du nå til Qullissat, må og skal du besøge huset med de mange, store rum.
Fra slottet bevæger vi os over til kirkegården, hvor vi støder på flere rejsefæller, og sammen bevæger vi os tilbage mod stranden for at blive hentet.
Vi har tilbragt tre timer i ”Byen der ikke vil dø”, en evig påmindelse om en grønlandspolitik, der endnu i dag, fem årtier senere, debatteres blandt folk og fæ.
Gik du glip af disse nyheder?
Grønlandske kultursamtaler i Norden: Teater
Teaterchef i nationalteatret Susanne Andreasen og Vivi Sørensen, der er studieansvarlig i samme hus, snakker om hvor vigtigt teater er for samfundet i Grønland. Lyt eller se samtalen. NAPA vil i de kommende uger udgive Grønlandske Samtaler i Norden. I dette afsnit taler vi med
”De-arctification” i Nordisk kunst
En kunstnerisk arktisk dialog om ”De-arctification” i forbindelse med en fejring af Laplandsk Kunstnersammenslutnings 30 års jubilæum. Et projekt med titlen De-arctification i Nordisk kunst afvikles i Galleria Lainaamo i Rovaniemi i Finland dagene 11.-13. august 2021. Der vil være workshop, artists talks, en guidet
2 unge grønlændere med på nordisk ungemøde
På billedet fra venstre ses Karen Olsen-Lyberth, færingen Sanna Nolsøe-Djurhuus og Nina Titussen fra Sukorseq. Foto: Morten Rude 2 unge grønlændere fra Sorlak og Sukorseq har været på Ungetræning sammen med en masse andre unge fra hele Norden d. 1.-3. oktober 2021. 50 unge fra
Tarnima Nammatai // The Wounds of Our Soul udgives som en mindre bog
Teaterstykket Tarnima Nammatai og den tilhørende udstilling har turneret med succes rundt i Sydgrønland og Nordgrønland. Nu udkommer der en mindre bog Tarnima nammatai// The Wounds of Our Soul // Jeg Bærer Min Sjæl, som samler det hele. Alle tre elementer, forestillingen, udstillingen samt den