Fuld sal til panelsamtale og visning af ‘Orsugiak – Grønlands hvide guld’ i Nuuk
Der var stort offentligt fremmøde da filmskabere og mediefolk mødtes til panelsamtale og visning af dokumentaren Orsugiak – Grønlands Hvide Guld, i Katuaq den 28. oktober.
Filmen Orsugiak – Grønlands hvide guld fra 2025 undersøger Danmarks udvinding af kryolit i Ivittuut, som fandt sted fra 1854 til 1987. Dokumentaren og protagonisten blev genstand for en hård debat i danske medier og offentlighed. Det medførte, at filmen blev afpubliceret fra DRs platforme ti dage efter den udkom.
Filmen og efterspillet rejste en række spørgsmål, som rækker langt udover diskussionen om dokumentarens indhold: Hvem har retten til at fortælle Grønlands historie? Hvad er sandhed, og hvem har ret til at bestemme hvad som er sandt? Hvilken rolle kan film spille i grønlandsk identitetsbygning og i sandhed og forsoning i forholdet mellem Grønland og Danmark?
Dette var nogle af de mange spørgsmål som blev diskuteret under panelsamtalen.
Sara Olsvig, PhD og nylig afgået præsident af Inuit Circumpolar Council (ICC), var en skarp og nærværende moderator af panelet, som bestod af: Naja Dyrendom Graugaard, hovedperson i filmen og lektor ved Københavns Universitet, journalist og medinstruktør Claus Pilehave, Inunnguaq Petrussen fra Grønlands Filminstitut, Arnaq Nielsen fra Grønlands Medieforbund, filmskaber Inuk Jørgensen samt Casper Walbum Høst, redaktionschef for Dokumentar & Undersøgende i DR Nyheder.
Én film, forskellige forståelser
DR var repræsenteret i panelet, og det var første gang siden afpubliceringen, at DR deltog i en offentlig panelsamtale om filmen. DR var repræsenteret ved Casper Walbum Høst, som tiltrådte som redaktionschef for Dokumentar & Undersøgende efter afpubliceringen. Han var derfor ikke selv involveret i beslutningen.
Walbum Høst beskrev Orsugiak som en vigtig og velfortalt film, men forklarede samtidig, at afpubliceringen blandt andet skyldtes, at forskellene mellem de økonomiske regnemodeller i filmen efter DR’s vurdering ikke fremgik tydeligt nok.
Dette førte til en bredere diskussion om, hvad der bliver opfattet som en almen eller bred forståelse, og hvem ”det brede publikum” egentlig er. Da Walbum Høst brugte formuleringen, spurgte Sara Olsvig, om han mente det danske publikum. Det bekræftede han og reflekterede over, hvordan han ved at bruge formuleringen automatisk tog udgangspunkt i en dansk referenceramme.
Flere i panelet pegede på, at det, der opfattes som en bred, neutral eller gængs forståelse, afhænger af den kontekst og det sted, man ser filmen fra. Naja Dyrendom Graugaard fremhævede, at filmen er blevet modtaget anderledes i Grønland og internationalt end i den danske debat. Ifølge hende udfordrer filmen en særlig dansk forståelse af kolonihistorien:
“Historieskrivningen har i høj grad været domineret af en dansk vinkel i den
dansk-grønlandske kolonihistorie. Derfor er filmskabelse og vidensskabelse
utrolig vigtigt, for at vi får mulighed for at fortælle vores historie fra en
kalaallit vinkel.”
Claus Pilehave, medforfatter og medinstruktør på filmen, fortalte, at forløbet efter afpubliceringen havde været hårdt for filmskaberne. Han oplevede stor støtte privat, men færre var villige til at udtrykke sin støtte offentligt. Han pegede samtidig på, at forløbet kan have gjort filmskabere mere forsigtige med at tage vanskelige emner op.
Retten til at fortælle egen historie
Retten til selv at definere og formidle sin historie var et gennemgående tema i samtalen.
Inunnguaq Petrussen, leder af Grønlands Filminstitut, fremhævede vigtigheden af narrative sovereignty. Begrebet italesætter oprindelige folks ret og mulighed for selv at skabe og kontrollere deres fortællinger. Han fortalte, at dette princip står centralt i Filminstituttets arbejde for at skabe bedre vilkår for, at grønlandske filmskabere kan fortælle egne historier på egne præmisser.
Inuk Jørgensen pegede på, at mange af de billeder og fortællinger om Grønland, som gennem tiden er blevet vist på film og tv, er skabt af mennesker uden tilknytning til landet. Derfor har det længe været vigtigt for grønlandske filmskabere selv at tage del i fortællingen om Grønland, både foran og bag kameraet.
For Arnaq Nielsen, som er forperson for Grønlands Medieforbund, handlede sagen ikke kun om vurderingen af én dokumentar, men om de grundlæggende vilkår for journalistisk og redaktionelt arbejde. Hun understregede, at selvom det kan være vanskeligt at navigere mellem forskellige oplysninger og perspektiver, er det ikke grund til at lukke samtalen ned, sådan som det skete med afpubliceringen af Orsugiak.
Håb for fremtidens samtale, og for grønlandsk film
Afslutningsvis udtrykte paneldeltagerne håb om, at filmen og de spørgsmål, den har rejst, vil leve videre. Samtidig var der ønske om, at grønlandske filmskabere fortsat vil fortælle egne historier og turde tage vanskelige emner op. Inunnguaq Petrussen fremhævede i den forbindelse, at Grønlands Filminstitut har modtaget ti millioner kroner til dokumentarproduktion gennem den danske finanslov. Den store interesse for at få adgang til midlerne vidner om, at der stadig er mange historier, som grønlandske filmskabere ønsker at fortælle.
Arrangementet blev afholdt af NAPA i samarbejde med Nordens Hus i Reykjavík, som en uge tidligere havde afholdt en tilsvarende filmvisning og panelsamtale, dog med en lidt anderledes sammensætning i panelet.
