Tilbage i 2008 blev sidste sneskulpturfestival afholdt i Nuuk. Siden da har mange efterspurgt projektet, og nu kommer festivalen tilbage til Nuuk!

30 hold skal mellem d. 21. marts – 24. marts 2019 dyste i to kategorier: Nonfigurativt og Figurativt på Nuuks gamle atlanthavn – SIKUKI. Hvert hold består af 4 deltagere og hvert hold får tildelt en snekube på 3x3x3 meter.

Nuuk Sneskulpturfestival blev holdt for første gang i 1994. Dengang var det ikke blot den første sneskulpturfestival i Nuuk, men også den første i Grønland!

Festivalen var initieret af Tegnestuen Nuuk A/S, som stod bag festivalen i en stor del af de 15 år, som sneskulpturfestivalen blev holdt. Sneskulpturfestivalen voksede sig hurtigt større og større, fra 21 hold i 1994 til op mod 50 hold, da festivalen var mest populær.

Sneskulpturfestivalen samlede folk fra alle mulige baggrunde; offentlige virksomheder, uddannelsesinstitutioner, private firmaer, familier og venner samledes i hold for at dyste om førstepladsen i kategorierne Nonfigurativ og Figurativ. Festivalen vandt også international opmærksomhed, med deltagere fra lande som USA, Canada, Norge, Sverige, Finland og Danmark.

Festivalen var dog ikke kun et samlingspunkt i kraft af de deltagende hold, men også i forhold til de mange besøgende, der kom for at se skulpturerne. Sneskulpturfestivalen udgjorde et ideelt udflugtsmål, om dagen for børnefamilierne og om aftenen for det nyforelskede kærestepar. Det er vores mål endnu en gang at gøre sneskulpturfestivalen til samlingspunkt for diversitet, kreativitet og glæde!

Vi håber, I vil være med til at gøre festivalen 2019 til et brag af en fest!

Du kan få mere information om Sneskulpturfestivalen her.