Udstillingen, Iskrystalprinsessen vol. II – Bæredygtig kulturarv, åbnede på Nationalmuseet på Kulturnatten lørdag d. 21. januar 2017, og mandag d. 23. januar blev der afholdt en paneldebat omkring udstillingen i Lillesalen i Katuaq.

Iskrystalprinsessen vol. II – Bæredygtig Kulturarv er et forsøg på at forstå, hvad der sker, når en modedesigner inspireres. Hvad gør det ved den kultur, som han inspireres af, og hvad sker der med det udtryk, som kommer ud af inspirationen? Kulturhistorien i ethvert samfund er altid under udvikling, og i et lille samfund som det grønlandske er det særligt vigtigt, at udviklingen finder rum i nye udtryk, der når ud over landets grænser og indbyder omverdenen til dialog.

I 1998 blev den danske haute couture-designer Jørgen Simonsen headhuntet til jobbet som ny chefdesigner for modehuset Versace efter grundlæggeren Gianni Versaces tragiske død. Under de indledende ansættelsessamtaler fremlagde Jørgen Simonsen kollektionen Iskrystalprinsessen, som han havde lavet med kryds-inspiration mellem den grønlandske inuitkultur – særligt nationaldragten – og bikerkulturen. Den faldt i god jord, og kollektionen blev direkte startskuddet til Ateliér Versaces første Haute Couture-kollektion efter grundlæggerens bortgang.

Jørgen Simonsen havde aldrig været i Grønland, da kollektionen gik gennem verdens modepresse tilbage i 1998, hvor den blev positivt modtaget alle vegne. 10 år senere i 2010 lancerede den danske modedesigner Peter Jensen Jytte -kollektionen også inspireret af den grønlandske nationaldragt. Kollektionen fik en blandet modtagelse: Peters knælange støvler – tydeligt inspireret af den vestgrønlandske kvindekamik – mødte særligt skarp kritik i Grønland i form af hade-mails og sågar dødstrusler, mens andre var begejstrede for kollektionen og hyldede, at en international modeskaber havde fået øjnene op for den smukke nationaldragt.

Begyndelsen
I juni 2016 tog projektet sine første seriøse skridt, da Jørgen sammen med dokumentaristen Niklas rejste på sin første rejse til Grønland og besøgte Nuuk, Sisimiut og Kangerlussuaq. Her indledtes samarbejdet med systuen Kittat i Nuuk og Nationaldragtskolen i Sisimiut, hvor Jørgen for første gang oplevede en ’on location’ inspiration af landet og kulturen. Desuden afholdt han i Nuuk og Sisimiut workshops for unge designere og studerende om det at skitsere sin idé og få den udbredt til et bredere publikum.

Samarbejdet
NAPA har derefter sammen med Kittat, Nationaldragtsskolen i Sisimiut og Nationalmuseet i Grønland samarbejdet med Jørgen Simonsen om at skabe fem nye silhuetter baseret på de oprindelige tegninger fra Iskrystalprinsessen. Jørgen designer, og dele af dragterne skabes i et enestående samarbejde mellem Jørgen, Kittat og Nationaldragtskolen i Sisimiut. Herudover sponsorerede Great Greenland alt sælskind til de fem silhuetter som primært udarbejdedes i sælskind.

På Kulturnatten i Grønland 2017 udstillede vi både de oprindelige tegninger fra Iskrystalprinsessen, fotos fra Versaces show af den oprindelige kollektion, de fem nye silhuetter, viste en kort dokumentar om processen og afholdt en paneldebat med rum for alle holdninger til projektet og problematikken. Nationalmuseet blev valgt, fordi der her kan trækkes direkte linjer til den inspiration, Jørgen har fundet blandt andet i Nationaldragten. I forlængelse af udstilling og paneldebatten lancerede vi en dokumentarfilm af den svenske fotograf Niklas Croall om hele projektet, der giver et unikt indblik i de samtaler og møder, der under processen med Iskrystalprinsessen vol. II – Bæredygtig Kulturarv er opstået mellem den oprindelige kultur og en moderne udefrakommende modeverden.

Projektet er støttet af Kulturkontakt Nord, Sermeq Puljen, NAPA – Nordens Institut i  Grønland, Royal Arctic Line, Visit Greenland, Julemærkefonden, Great Greenland, Hotel Arctic, World of Greenland, Ittu.net, Grønlands Selvstyres Tips og Lottomidler, Selvstyrets Kulturmidler og Nordisk Kulturfond.

Se kort teaser om projektet.

Udstillingskatalog Iskrystalprinsessen

Læs også:
Jørgen interviewet i det grønlandske dameblad Arnanut om den oprindelige kollektion for Versace: Jørgen Simonsen i Arnanut 51

Iskrystal-Kittat_text