5 februar 2020

Gangsøy tager over som leder af det nordiske kulturinstitut i Nuuk, samtidig med at arbejdet med at realisere de nordiske statsministres nye vision om, at Norden skal være verdens mest bæredygtige og integrerede region i 2030 er i fuld gang. Gangsøy ser frem til at flytte fra Norge til Grønland og fremhæver kulturens og kunstens rolle i forhold til at forstå forskellige menneskers perspektiver og drivkrafter:

– Jeg glæder mig virkelig til at lære Grønland at kende og arbejde med den grønlandske kultur ud fra et nordisk perspektiv. Bæredygtig udvikling kræver, at folk samarbejder, og kulturen forener os på lige vilkår.

Nordens institut i Grønland (NAPA) er en værdsat aktør på den grønlandske og nordiske kulturscene og bidrager, gennem støtteprogrammer og projekter som Nuuk Nordisk Kulturfestival og udstillingen Iskrystalprinsessen, til et kulturliv, som engagerer et stort antal mennesker.

– I mødet med mennesker med forskellig baggrund, sprog og kultur opstår nye muligheder. Den ambitiøse kulturudveksling mellem de nordiske lande kan fungere som et kit, der forener os i vores mål og ambitioner, fortsætter Gangsøy.

NAPA er også med til at give børn og unge en central plads i det nordiske kultursamarbejde, og det er noget, som Anne Mette Gangsøy har arbejdet med tidligere ved at udvikle kreative mødesteder. Hun har en bred erfaring med ledelse, kultur og kommunikation.

Gangsøy, som tiltræder den 1. maj 2020, kommer fra en stilling som chef for Notodden mangfolds- og læringssenter i Norge og har tidligere stået i spidsen for Gullbring Kulturanlægg, men hun har også arbejdet på NRK i mange år med blandt andet nordiske dramaproduktioner.