9 september 2020

Nuuks største årlige filmevent vender tilbage med en festival, der tager højde for COVID-19 situationen med nye programtiltag og et nyt website

Nuuk International Film Festival (NIFF) blev lanceret i 2017 og er siden vokset hvert år med paneldebatter, workshops, masterclasses og så videre. I 2020 åbnede festivalen for film fra hele verden. Filmfestivalen fik tilsendt over 3.000 film fra 120 forskellige lande og har netop offentliggjort det hidtil største program på hele 76 sider.

Forberedelserne til festivalen har været præget af bekymringerne for COVID-19, og det har længe været uklart, i hvilken form festivalen ville blive afviklet:

"Vi er ekstremt glade for, at vi i det hele taget kan gennemføre en fysisk filmfestival og vise film på det store lærred, hvor de hører til. De internationale gæster, som ikke har kunnet kommet hertil på grund af pandemien, deltager i stedet via videolink, så på den måde kan vi alligevel byde prominente navne velkommen til Nuuk", siger festivalleder Pipaluk K. Jørgensen. 

Nuuk International Film Festival er støttet af bl.a. NAPA, Kommuneqarfik Sermersooq, Air Greenland og NunaFonden og bliver arrangeret i samarbejde med Katuaq, Filmiliortarfik og FILM.GL.

Nuuk International Film Festival 2020 finder sted fra 16. til 19. september 2020
Se mere og hent programmet på www.niff.gl