11 juni 2020

Kulturarrangører fra hele landet mødtes i Ilulissat i maj for at drøfte mulighederne for at øge samarbejdet på tværs og udfordringerne for kulturen i Grønland. Kulturlivet oplever store konsekvenser i forhold til Covid-19 og derfor er det vigtigt at diskutere rammerne for nye kultursamarbejder.

- Vores værdier og kultur skal altid vedligeholdes, uanset hvilke udfordringer samfundet ellers står over for. Derfor skal vi have forbedret vores indbyrdes samarbejde både nationalt og internationalt, siger Samuel Simonsen fra Kommune Kujalleq.

Kulturen skal synliggøres

Det er tredje gang at netværket har holdt seminar og planen er at fortsætte med at mødes en gang om året fremover.

- Vi har igangsat nogle arbejdsgrupper som på hver deres måde skal synliggøre kulturen og et af målene for vores arbejde er at få skabt en kulturrapport for hele landet, siger Katrine Noahsen Gundel fra Kulturhuset Sermermiut i Ilulissat.

Direktør Arnakkuluk Jo Kleist fra Kulturhuset Katuaq i Nuuk er enig og tilføjer:

- Det giver altid ny energi at mødes, fordi vi alle står i rollen som arrangører af kulturelle aktiviteter, men i forskellige steder i vores store land. Seminaret viste endnu engang hvor vigtig en rolle kultur spiller i samfundet og hvor vigtigt det er at vi styrker området i fællesskab.

Katuaq stod for seminaret i samarbejde med folkene i Sermermiut og næste år er det planen at mødes i Sydgrønland. På seminaret deltog også en repræsentant fra Departementet for Kultur, som skal afholde et kulturseminar i Nuuk til september.

Deltagerne på seminaret var kulturarrangører fra Uummannaq, Ilulissat, Sisimiut, Maniitsoq, Nuuk Narsaq og Nanortalik.

På billedet fra venstre: Arnaaraq Lange (Avannaata Kommunia), Regine Mathiassen (Qeqqata Kommunia), Susanne Andreasen (NUIS), Katrine Noahsen Gundel (Kulturhuset Sermermiut), Nikku Brandt (Kommune Kujalleq), Bella Broberg (Kommune Qeqertalik), Bula Larsen (NAPA), Fali Kleist (Qeqqata Kommunia), Uiloq Mathæussen (Naalakkersuisut), Kristian Bjerg (Kulturhuset Sermermiut), Rigmor Villadsen (Avannaata Kommunia), Samuel Simonsen (Kommune Kujalleq), Chloe Christensen (Nunatta Atuagaateqarfia), Jonna Qvist (Avannaata Kommunia), Arnakkuluk Jo Kleist (Kulturhuset Katuaq) og Per Bloch (NAPA).