17 december 2020

Stemningen var intens og livlig på de foreløbig to skriveworkshops, som NAPA har været med til at realisere. Skriveglæden, den sproglige nysgerrighed og legelyst boblede ud af de unge, der deltog. Den første workshop fandt sted i kulturhuset Katuaq og den anden på GUX, gymnasiet i Nuuk.

Nina Thomsen, lærer på GUX, fortæller om workshoppen:

“Det var en stor glæde at få lov til at give eleverne muligheden for bare at skrive og se de unge mennesker arbejde engageret og nysgerrigt med deres tekster. Det var tydeligt, at flere eleverne oplevede en ny side af deres sprog og dem selv. De var meget glade for muligheden for “ingen regler” og impulsivitet ved bare at skrive.”

100 portrætter
Initiativet til skriveworkshopperne kommer fra den franske fotograf Charlotte Lakits, der har lavet flere kunstprojekter i Grønland. Blandt andet har hun deltaget på Nuuk Nordisk Kulturfestival 2019, hvor hun fik støtte af NAPAs Kulturstøtteprogram. Med sit aktuelle projekt, Who We Are, spørger hun nutidens ungdom i Grønland hvem de er.

Målet er at samle 100 portrætter af den nye generation. De skal vise al den mangfoldighed og de ressourcer der findes hos de unge i Nuuk. Skriftlige og fotografiske portrætter - fotograferet af Charlotte og skrevet af de unge selv.

Det startede som et dokumentarprojekt om de unge i Nuuk og som et oprør mod fordomme om grønlændere og tendensen blandt fotografer til at foretrække æstetik frem for etik.

“Jeg kommer fra Frankrig og det billede folk har af Grønland i mit hjemland, er langt fra virkeligheden. Det er dramatiseret, romantiseret, altså ikke ærligt. De fleste fotografer kommer herop i kort tid, skyder nogle naturbilleder og snakker ikke med folk”, fortæller Charlotte Lakits.

Skrivning er en superkraft
For at hjælpe de medvirkende i gang med skriveriet inviterede hun forfatterne Pivinnguaq Mørch (GL) og Per Bloch (DK) til at medvirke. Sammen har de før lavet skriveworkshops for Nunatta Atuagaateqarfia, Landsbiblioteket i Nuuk. Pivinnguaq Mørch har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og har udgivet både børnelitteratur, noveller og digte. Per Bloch er ud over sit kunstneriske virke også kommunikationsansvarlig på NAPA og på den måde støttede NAPA ikke med penge fra Kulturstøtteprogrammet, men med interne ressourcer til de skriftlige udfoldelser.

For at motivere deltagerne til at skrive delte Pivinnguaq Mørch og Per Bloch ud af deres foretrukne skriveværktøjer og fortalte om deres egne udgivelser og skriveprocesser. Deltagerne valgte selv, om de ville skrive på grønlandsk, engelsk eller dansk.

“Jeg håber, at de unge vil huske, at de kan altid sætte sig ned og skrive. Når de er vrede eller når de er glade - uanset hvad de føler eller tænker, de kan altid skrive det og få det ud. Ord er vigtige og det at kunne udtrykke sig med ord er, efter min mening en superkraft,” afrunder Charlotte Lakits.

Besøg Charlotte Lakits’ hjemmeside

Læs om Pivinnguaq Mørchs novelle- og digtsamling, “Arpaatit qaqortut” (“De hvide løbesko”), som var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

Læs om Per Blochs spoken word-projekt, “Vi skal noget sammen”, skabt i Grønland med mange grønlandske medvirkende

Billede: NAPA