Igen i år kan snelystne nuummiutter og andre interesserede få lov at dyste i udformningen af sneskulpturer og måske vinde fine præmier. 

Nuuk Sneskulpturfestival løber af stablen 5.-8. marts på den gamle Atlanthavn i Nuuk. Her skal deltagerne i hold af fire personer fremtrylle skulpturer af sneblokke på 3x3x3 meter. Deltagerne kan vælge at deltage i to kategorier: Figurativt eller non-figurativt. Men inden for de rammer kan man lade fantasien råde frit! 

Sneskulpturerne fremstilles på stedet fra torsdag den 5. marts, og om søndagen slutter festivalen af med præmieoverrækkelse til de flotteste skulpturer. 

Igen i år er festivalen åben for alle, hvad enten man bare vil følge med i arbejdet - eller om man har mod på at give sig i kast med et kunstværk af sne. Det er gratis at tilmelde et hold, og alle hold får tildelt værktøj og stiger. Tilmelding kan ske på dette link.  Der er ingen krav til forudgående snekendskab eller kunstneriske evner. Det vigtigste er, at Nuuk Sneskulpturfestival bliver et samlingspunkt for glæde, kreativitet og fantasi.  

Ligesom sidste år støtter NAPA tilblivelsen af et nordisk hold, således at hele Norden er repræsenteret på festivalen. 

Nuuk Sneskulpturfestival 2019